Vedtægter for
Landsforeningen for bedre hormonbehandling
§ 1
Navn og hjemsted
“Landsforeningen for bedre hormonbehandling” er stiftet den 16. februar 2014 med hjemsted i Vordingborg kommune.
§ 2
Formål
Foreningens formål er at udbrede kendskabet til den til enhver tid eksisterende forskning i hormoner, som kan føre til bedre hormonbehandling, herunder at oplyse om bioidentiske hormoners særlige behandlingsmæssige egenskaber, at arbejde for at fremme forskning i bioidentiske hormoner inden for sygdomsområder, hvor bioidentiske hormoner har vist lovende resultater for en behandling eller lindring af disse sygdomme samt at arbejde for, at bioidentiske hormoner bliver let tilgængelige for de mennesker, der ifølge forskningen kan have gavn af dem. Som bioidentisk defineres, når det drejer sig om behandling til mennesker, ethvert hormon, der er molekylært identisk med et hormon, der produceres af den menneskelige organisme.
§ 3
Medlemskab
Som medlem kan optages enhver, der i tanke eller handling går ind for foreningens formål.
§ 4
Indmeldelse og udmeldelse
Indmeldelse kan ske skriftligt pr. brev eller elektronisk pr. e-mail med oplysning om navn, alder og bopæl. Udmeldelse kan ske pr. brev eller e-mail til hver den 1. i en måned, hvis medlemmet ikke har noget økonomisk mellemværende med foreningen.
§ 5
Kontingentets størrelse fastsættes af bestyrelsen. Medlemskab kan være gratis.
§ 6
Ved for sen betaling af eventuelt kontingent skal medlemmet pr. brev eller e-mail meddeles, at det er slettet af foreningens medlemsliste.
§ 7
Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af september. Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer. Stemmeret har alle, der ikke er i kontingentrestance. Der stemmes ved personligt fremmøde, og ingen kan som fuldmægtig repræsentere mere end 1 medlem. Der indkaldes med mindst 3 ugers varsel via e-mail med angivelse af dagsorden samt eventuelle indkomne forslag, som skal være indsendt senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse. En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
§ 8
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse.
4. Fastsættelse af kontingent.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Valg af formand og/eller bestyrelsesmedlemmer, hvis disse er på valg.
7. Eventuelt.
§ 9
Fraværende medlemmer kan på generalforsamlingen vælges til en foreslået post, hvis der skriftligt eller elektronisk foreligger tilsagn om, at vedkommende vil modtage valg til posten.
§ 10
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom på grundlag af et eller flere klart angivne emner, om hvilke der kræves beslutningstagning. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse.
§ 11
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne. Bestyrelsen består af en formand samt yderligere to medlemmer og vælges for to år ad gangen af den ordinære generalforsamling. Kandidater vælges ved simpelt flertal. Foreningen tegnes af formanden. Et bestyrelsesmedlem kan virke som fuldmægtig for foreningen. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, hvis handlinger strider mod foreningens formål. Medlemmet har i så fald krav på at blive hørt, før bestyrelsen træffer sin afgørelse.
§ 12
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.
§ 13
Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor, som til enhver tid har adgang til at efterse regnskab og beholdninger. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision.
§ 14
Forandringer af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
§ 15
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til forslagets vedtagelse kræves, at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. I tilfælde af opløsning bør eventuelle aktiver så vidt muligt anvendes i overensstemmelse med foreningens formål.
Kindvig, 16. februar 2014
Jens-Ole Paulin Anette Paulin
Formand Næstformand Kasserer