Stop hormonforvekslingen

Forskerne bag "Novel Perspectives for Progesterone in Hormone Replacement Therapy” Endocrine Reviews, 2007, vol. 28, skriver i deres konklusion:

Det behandlingsmæssige potentiale for progesteron i forbindelse med hormonbehandling er langt fra blevet værdsat. Der er to hovedgrunde til dette:
1) En udbredt uvidenhed om det naturlige progesterons virkningsmåde i kroppen – hvilket er ret overraskende i betragtning af, at det nu er 70 år siden, hormonet blev opdaget – og
2) uberettigede generaliseringer omkring virkningen af forskellige stoffer … De syntetiske progestiner har meget anderledes biologiske og behandlingsmæssige egenskaber end progesteron, og det, at man omtaler dem som en samlet gruppe, er ikke acceptabelt.

 

Erklæringen kommer fra 9 fremtrædende forskere inden for det endokrinologiske speciale - som altså er godt trætte af, at hormonerne blandes sammen og ikke benævnes præcist.

Denne uberettigede generalisering trives i bedste velgående her 8 år senere. 22. januar 2015 kunne man således læse i dagens aviser, at p-piller og hormonspiral øger risikoen for hjernesvulster, og at dette forsøg var et forsøg med "de kvindelige kønshormoner" østrogen og progesteron. P-piller og hormonspiraler indeholder ikke kvindelige kønshormoner. De indeholder stoffer som ethinyl-estradiol, medroxy-progesteron-acetat og levonorgestrel. Ingen af disse stoffer produceres i kvindekroppen. Den producerer progesteron, P4, og østradiol, E2. Der er helt andre forskningsresultater for disse to hormoner, end der er for indholdsstofferne i p-piller og hormonspiraler, og det er absurd, at end ikke lægerne forstår at benævne de hormoner, de forsker i, med deres præcise betegnelser.

I Landsforeningen for bedre hormonbehandling vil vi arbejde for, at sammenblandingen af hormoner og forskningsresultater hører op, og at både forskere, læger og medier bliver i stand til at skelne mellem hormonerne og kalde dem ved deres rette navn.

Se også Nyheder.

 

 

NYHEDER
FOKUSPUNKTER
FORSKNING